faglig kamp

For nogle år siden sad jeg selv midt i en faglig kamp. Den gang var jeg lærer, og jeg kunne se min faglighed, min professionalisme og min omsorg for de børn, jeg havde ansvar for, smuldre mellem hænderne på mig.

Jeg skrev mig ud af frustrationerne, blandt andet her på bloggen, og mine ord blev læst, hørt og svaret på fra højeste politiske sted. Ordene gav på den måde mening, selv om jeg ikke fik min vilje. Jeg skrev, fordi faglige kampe ikke bare lige sådan er at tage. Især ikke for folk i omsorgsfag. For hvordan fortæller man befolkningen, at den tillid de hver morgen giver os, ved at efterlade deres kæreste eje i vores omsorg, ikke altid bliver levet op til. Hvordan smider man flinkeskoleuddannelsen, empatien og evnen til den diplomatiske og kompromissøgende samtale om i rygsækken og finder versalerne, kompromisløsheden og de ærlige, men nedslående og til tider selvudleverende facts frem på bordet? Altså uden at give afkald på en del af sin egen stolthed ved sit fag. Og uden at komme til at lyde som om man klynker og ynker. For det er jo det sidste man vil. Når man følger sit kald og elsker sit job.

Jeg er tredjegangsfødende. Jeg er lige snart gået to uger over tid. Og jeg er i den kategori, der hedder en erfaren rotte inden for det med at føde børn. I lægejournalerne, í hvert fald.

Men virkeligheden er en anden. Jeg er usikker på det hele. Fordi mine forløb har været så forskellige, og fordi de to første forløb ikke “bare” har været letsmuttede julemandler. Mine børn er åbenbart ikke til at drive ud af hulen, og min krop er ikke bare lige sådan en, der selv går i gang og føder løs. Den driller mig med falske tegn og manglende progression. Og det gør den også her tredje gang. Når man så samtidig møder en ny jordmoder hver gang, man er inde og vende på hospitalet eller i konsultationen, så kan sådan en drillekrop godt sætte flere forskellige ting i spil.

http://detfotografiskehus.dk

https://findenfotograf.dk

https://www.billedmagi.dk

Især når de jordmødre, man møder, ikke rigtig har tid og overskud til at sætte sig ordentlig ind i mig og mine erfaringer som fødende. Så er det i virkeligheden lige meget, om jeg skal føde for første eller for tredje gang. Usikkerheden bliver næsten lige så stor for mig. Alligevel formår de her kvinder et eller andet sted at nå at se mig i øjnene, at give mig det ekstra kig, den ekstra omsorg, den ekstra tid, som de i virkeligheden ikke har. Fordi de kan se, at hvis de ikke gør det, så mister jeg modet og troen på, at det kan lade sig gøre. Det har blandt andet betydet, at en jordmoder blev 6 timer længere på sin vagt for at hjælpe mig med at få Anna til verden vaginalt, i et forløb, der let kunne være endt som Isacs med akut kejsersnit.

Når jeg ser videoen nederst i indlægget her, så kan jeg godt genkende det billede nogle af jordmødrene beskriver. Jeg har overnattet to nætter på fødegangen i Hillerød indenfor de sidste tre uger, og mere skal der ikke til for at kunne verificere en stor del af historierne. Jeg bliver samtidig utryg og nervøs for min egen situation som fødende, for hvad nu hvis en af de nedprioriteringer, som jordmødrene fortæller om, kommer til at gå ud over mig og mit barn denne gang. Jeg har en meget aktuel og personlig indsats på spil i denne faglige kamp, selv om det ikke er mit fag.

Jeg kender en jordmoder personligt fra min egen familie. Og jeg hører hende tale om sit fag og sin store kærlighed til det. Også når jeg ikke selv har høje indsatser på spil. Og jeg kan genkende hendes frustration over manglende ressourcer og politisk forståelse og opbakning. Hun har været en af initiativtagerne bag en Facebookgruppe, som jeg synes, du skal gå ind og støtte op om, ved at give den et like og ved at dele dens indhold i dit netværk. For den her faglige kamp gælder ikke kun sådan nogle som mig, som snart skal føde, den gælder vores allesammens fremtidige børn og fødende mødre, og ikke mindst en hel faggruppe, som lige nu kæmper den vildeste kamp for at få lov til at gøre deres arbejde ordentligt.

De har lavet denne modige video, som jeg endnu ikke har magtet at se helt til ende. Fordi det er for tæt på for mig. Men det er hårrejsende historier om realiteterne på landets svangerafsnit. Jeg synes, det er den helt rigtige måde at føre denne faglige kamp på. Og jeg kan faktisk ærgrer mig lidt over, at vi som lærere i sin tid ikke turde være lige så rå og ærlige for at pointere vores pointe. Det er i min optik modigt, hårdtslående og dødhamrende professionelt udtrykt. Jeg hører ingen klynk eller ynk i denne video. Jeg hører en stærk faggruppe, der banker i bordet og tegner grænserne op for normal anstændighed og medmenneskelighed i et af de vigtigste omsorgsfag. Vi skulle måske vente lidt med de store kampagner og TV-shows om at yngle flere børn, til vi har fået ordentlig styr på og valgt at prioritere måden disse mange nye børn kommer til livet på her i landet. Forhandlingerne om den nye finanslov starter i dag og de øremærkede midler, som sidste år blev afsat til svangerafsnittene på Finansloven, er blevet fjernet af den nye regering. Lad os sammen få fokus på behovet for at få de midler tilbage på Finansloven så hurtigt som muligt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.