mit liv som smækfed

Endelig er jeg student! Efter tre hårde år på gymnasiet er det hele pludselig slut. Studenterugen var for vild! Jeg nød det i fulde drag – med alt hvad det indebar – Mokai i vanvittige mængder, tømmermændspizza, shots, lækker mad og store mængder kage! Det har så resulteret i en vægtøgning, som egentlig burde gå mig på. Men det gør det ikke, for det var en af de vildeste uger i hele mit liv, og jeg havde bestemt mig for ikke at tænke på noget med træning den uge, for det synes jeg ærligt talt at jeg har fortjent!

http://1337-face.dk

http://akcept.dk

http://athelia.dk

Nu er jeg så back on track. Jeg arbejder nu fuldtid ved Hjemmeplejen i min by, og prøver at få træningen til at passe ind i hverdagen igen. På trods af at jeg har været super træt har jeg alligevel fundet overskuddet til at træne (thank God for pre-workout i hårde tider!) Men jeg kan virkelig godt mærke at min form er kommet bagud efter sådan en ordentlig omgang druk, den første gang i fitness efter studenterugen fik jeg det næsten dårligt efter 40 minutters træning, dog er det hele blevet meget bedre nu! Den første gang var i hvert fald ikke noget at prale af, – men jeg kom da af sted. Jeg er ret motiveret, og især vejret gør en kæmpe forskel på om man gider tage af sted til træning eller ej. Løbeturer på stranden bliver lidt mere spændende med en flot solnedgang at kigge på.

Jeg er desuden ved for alvor at få øjnene op for styrketræning. Jeg er 100% en cardiopige, men det er faktisk endelig gået op for mig hvor fedt og ikke mindst vigtigt styrketræning er! Det sværeste er dog bare at finde det perfekte program, pt kører jeg et full-body program, som faktisk er super hårdt! Men mere om det senere!

Tiden på computeren

I denne weekend har jeg haft fri. Det har været helt vildt dejligt. Jeg har både haft tid til træning, men også haft tid til at ligge i sengen med computeren, se min niece, hjælpe min bror med at male en væg og rydde op i tøjskabet. Altså lidt forskellige ting. Tiden på computeren er gået med en del blogs, og så har jeg også søgt efter et nyt løbeprogram. Planen er altså at jeg skal i gang med løbetræningen igen, efter at have givet mit knæ uanede mængder af ro efter overbelastningen. Måske endda lidt for meget ro. Så nu har jeg fundet et program som er meget basic, med to minutters løb og to minutters gang osv. Jeg starter stille ud, og har absolut ikke tænkt mig at løbe 7 km første gang jeg er ude igen. Det ville jo være tåbeligt. Jeg har jo egentlig ikke travlt, selvom det er SÅ irriterende at tænke på at jeg førhen løb regelmæssigt osv. Men nu er jeg blevet så ualmindelig hooked på styrketræning pt, så mit fokus er der lige nu..

Billeder taget ved fotografen

Anyways, her er en liste over ting, som har gjort mig glad på denne fantastiske søndag:

1. En ordentlig oprydning i tøjskabet og på værelset!

2. Nye fine ting til at skabe hygge.

3. Gode grin med min søde mor.

4. Veninde-kærlighed.

5. Ny bestilling på Bodylab.. Havde egentlig ikke råd, men faldt pladask for noget nyt.. Ahem.. Pulver og en spændende bog..

6. Ben-bøfferne bliver bedre og bedre!

Flotte fotos

slørede billeder

Vi har glædet os til barslen denne gang herhjemme. Isac kan huske Annas barsel som filmstriber med drømmende slørede billeder af korte dage i børnehaven og hygge hjemme ved mor. Og jeg trængte i den grad til at hvile mig lidt mere. Maven er tung denne gang (også denne gang) og min barsel startede først fire uger før termin, hvilket passede mig fint, men også betød, at jeg var totalt klar, da den kom.

Og nu er den her. Ventetidsbarslen. Der hvor der endnu ikke er noget ekstra barn. Der hvor man kan hygge, chille og forkæle sig selv. Den alle taler om, som “den gode del”. Mjaah ok. Jeg prøver.

Jeg ser de serier, som jeg har hørt alle andre tale om på Netflix. Jeg strikker. Jeg hygger med veninder og latte i papkrus. Jeg sover middagslure. Jeg giver mig selv og ungerne hjemmestunder og hyggetid. Og jeg nyder det. Det gør jeg. Hashtag barsel er skam hyggeligt! Og tiltrængt, når man ikke sover så meget om natten.

https://fotografskanderborg.net

http://fotografesbjerg.dk

http://fotografholstebro.net

http://fotografen-svendborg.dk

http://www.xn--fotografrhus-0cb.net/

Men jeg brød også tudende sammen i går aftes. Fordi jeg savner mit arbejde. Og jeg savner mine kolleger og mine dage på kontoret. Jeg har endnu ikke givet slip på det daglige liv, jeg har derinde. Det er første gang, at jeg på den måde oplever en barsel som et brud på noget godt, jeg lige var i gang med. Isac sagde det så fint i går, da han trøstende hentede sin yndlingsbamse til mig: “Det er lidt som om de andre leger videre, og du ikke kan lege med, ikke mor?

Men jo, jeg husker at nyde det. Og jeg elsker tiden med ham og Anna. Og jeg glæder mig til at der kommer et lille barn mere, så jeg for alvor bliver distraheret. Og jeg har ikke tjekket hverken min mail eller intranettet i dag (for første gang). Jeg har bagt chokoladeboller med Anna og sendt Isac afsted på sin første lejrskole.

insomnians

Forleden vækkede jeg Isac kl. 4.10, fordi vi havde aftalt, at vi skulle se blodmånen sammen. Men det er ikke alle nætter, der er helt lige så begivenhedsrige. De fleste nætter går for tiden med at sove lidt, vågne lidt, tisse lidt, vende og dreje sig lidt og for det meste (heldigvis) at sove lidt mere.

Andre er som i nat.

Hvor roen ikke rigtig kan findes igen. Hvor jeg ikke rigtig kan få maven til at passe med resten af kroppen og hvor venstre side er helt umulig at ligge på, og højre side er mast efter at have været dén rigtige side de sidste fire timer. Så må jeg stå op. Sætte mig lidt i sofaen, strikke lidt, stene lidt Facebook og Instagram. Det er et fint lille indblik i, hvem der ellers også sidder oppe på dette tidspunkt. Andre fellow insomnians. Eller bare amerikanske venner, der ikke er gået i seng endnu. Eller de få andre nybagte mødre, jeg kender.

Lige om lidt sidder jeg her med en baby. Og en amning. Og jeg må indrømme, at jeg er ved at være utålmodig for at nå dertil. Derfor skriver jeg også lige dette indlæg, så jeg kan minde mig selv om til den tid, hvor lidt jeg satte pris på at sidde her i ro og mag og have hænderne fri til at blogge og strikke.

https://fotografsilkeborg.net

https://fotograffredericia.net

https://fotografherning.dk

Der er halvanden uge til terminen nu. For at mindske utålmodigheden har jeg fundet et evighedsprojekt frem fra strikkekurven. Min Pine Cardigan fra Isager. Den er seriøst en pine at strikke og har derfor ligget brak i over et halvt år. Ren patent. Dødkedelig. Men den bliver så flot. Win/win-situationen i den er, at så længe jeg ikke har født, har jeg stadig tid til at få den færdig.

Filip er en dreng, der elsker mysterier og igennem hans job som detektiv, får han nogle ret vanskelige sager på hånden. Fx skal han i den seneste bog finde ud af, hvorfor så mange voksne er triste ved juletid. I en anden bog er mysteriet simpelthen at finde meningen med livet, hvilket jo slet ikke er nogen nem sag. Når man har læst et par stykker, dukker der kærkomne gentagelser op, der vækker smil og tryghed i læsningen, som fx Filips morlabre assistent Mona, skurken Børge Bæ, Filips hang til kaffe og til at takke for den efterfølgende mm. Filip-bøgerne taler ikke ned til børnene. De spiller på gamle detektivseriers tone og univers, på voksnes indforståethed og illustrationerne indgår i teksterne på lige fod, så man får en helstøbt oplevelse af alle bogens modaliteter. De behandler livets store emner på en sjov og finurlig måde og stiller spørgsmål ved de ting, som vi måske går og tager lidt for givet i hverdagen.

Se fx her, hvordan Filip læser om Den lille forskel på mænd og kvinder i Mors Monas dameblad:

Bøgerne er alle lix 9-11 og skrevet til 2.-4. klasse. Sproget er let læseligt, men udfordrer i indhold og sammenhæng. Du kan læse mere om Filipbøgerne her. De kan lånes på eReolen ligesom Ellen Holmbroe er også en de syv børnebogsforfattere, der tilsammen står bag læsekampagnen Gratis Børnebøger – i skoleferierne.

nattesøvn og

Jeg kan i virkeligheden slet ikke tillade mig at være utålmodig endnu. Min termin er først den 11. oktober. Men det er jeg. Vildt utålmodig. Jeg er klar til at møde hende nu og til at kunne bevæge mig frit igen. Til ikke at have halsbrand længere. Til at kunne spise, hvad jeg har lyst til, også efter 18 uden at få ødelagt min nattesøvn (af det). Til at kunne kaste rundt med de to store børn og til at kunne lade mig falde rundt i voldkrammere med dem på gulvet. Til at kunne cykle, gå, løbe, hoppe og danse som det passer mig. Og til at kunne ligge på ryggen eller maven og sove, hvis jeg har lyst til det.

Vi fejrede det i tre dage og sluttede af med den hyggeligste familiedag om søndagen, hvor mine brødre, min mor og mine svigerforældre var her. Solen skinnede som var det august og vi fik lavet kastanjedyr og spillet fodboldkamp i haven og i det hele taget bare nydt hinandens selskab med gode snakke og masser af kopper kaffe. Den bedste dag var det! Det syntes Anna helt sikkert også selv.

https://fotografhorsens.net

https://fotografodense.net

https://fotografranders.net

På torsdag er det min egen tur. Jeg fylder rundt i år. Big 40. Egentlig har jeg aflyst den fødselsdag oppe i mit hoved. Eller udskudt den. Ikke fordi det gør mig noget at fylde 40. Mere fordi jeg ikke kan overskue at skulle invitere nogen, holde noget og fejre noget andet end det åbenlyse andet, der fylder lige nu. Ønsker er der ellers nok af. Dem smider jeg lige i et indlæg for sig selv.

Og så længe jeg ikke selv føder eller fejrer fødelsdag, kan jeg jo gå og være spændt på min lillebror og hans kærestes vegne. De havde termin den 1. oktober, og jeg glæder mig afsindigt til at møde det lille menneske, de har fået lavet sammen. Også en pige.

Når det så er sagt, så HAR der været tegnblødning, der ER plukveer med riv i og der ER helt sikkert noget på vej. Men det var der også på dette tidspunkt med Anna og der endte det med igangsættelse 14 dage over tid, så deeeet …

jobbet

Så nåede vi terminen. Vi fik afholdt alle de fødselsdage, vi skulle og ingen skulle dele sin dag med nogen. Den 7. oktober fik vi en lille ny kusine og selv hun formåede at ramme sin helt egen dag.

Jeg blev færdig med min Pine cardigan forleden og nu er den vasket og klar til at varme mig, når vi skal afsted til sygehuset. Jeg elsker den! Og tænk, at jeg var tæt på at trævle den op, fordi jeg ikke gad strikke mere patent, da jeg nåede til ærmerne. Jeg er så glad for at nogle gode veninder fik mig overtalt til at fortsætte og få jobbet gjort færdigt.

https://fotografkolding.net

https://fotografaalborg.net

https://fotograf-viborg.dk

Jeg havde en rigtig fin 40 års fødselsdag. Blev vækket med sang, morgenmad og gode gaver af min mand og børn og min mor, som har boet her en uges tid. Jeg fik mine kopper fra Royal Copenhagen. En megamusel fra mit megabarn og en minimusel fra mit minibarn. Og sommerfugleringen fra Carré fik jeg af min mand. Elsker den! Min mor tog fusen på mig og havde fået lavet min mormors gamle guldring, som hun altid gik med og som hun havde fået i 18 års fødselsdagsgave, til mig. Jeg behøver vel ikke at sige, at den gjorde lykke?

Isac skal med sin far ind i Parken og se landskamp i aften. Vi havde købt billetterne for længe siden, og nu er jeg helt glad for, at vi ikke er i fødsel, så han kan få den oplevelse med. Han glæder sig som en sindssyg, selv om det bare er en træningskamp. Den slags er lige meget, når man er 7 år og fodboldtosset.

venteposition

venteposition

Ligesom det skete med Anna, så er vi også denne gang blevet snydt af veer, der er gået i sig selv. Jeg var omkring Hillerød i går nat, hvor der var regelmæssige veer og udsigt til fødsel. Men tirsdag morgen blev vi sendt hjem igen. Veerne var gået i sig selv og vi er tilbage i venteposition. Jeg tænker, at vi ender med en igangsættelse igen, ligesom sidst, denne gang tolv dage over tid.

https://photoart.zone

https://fotografaarhus.net

https://fotografvejle.net

Det er ok. Det var det ikke i går, men der havde jeg heller ikke sovet i 4 nætter pga. en ond bihulebetændelse efterfulgt af to nætters snydeveer. I nat sov jeg derimod som en sten. Ikke skyggen af en ve. Bihulebetændelsen er væk. Og jeg sov og sov og sov.

Ungerne er i Tivoli med deres farmor og farfar i dag. Sådan en efterårsferie kan godt være lidt langtrukken, når man går og venter på en lillesøster og det regner udenfor og ens mor er kedelig og tyk. Så kedelig at hun ikke kan sidde på gulvet og bygge Lego med én. Og så tyk, at man ikke rigtig kan ligge på hendes mave og se fjerner, som man plejer. Så er det godt, at man har legesyge bedsteforældre.

Huset er stille sådan en dag. Efter flere dage med besøg af min mor og derefter flere dage med efterårsferiefamiliehygge og et par dage med ve-spænding. I dag er der bare stille regn og strikketøj i sofaen. Helt stille. Legotæppet i stuen ligger helt stille.

Ville ønske, at jeg kunne finde på noget sjovt eller spændende at skrive et blogindlæg om, men det kan jeg simpelthen ikke. Min hjerne er tom. Den er udhvilet. Sådan da. Men den er ikke nok i sving til at kunne give dig bedre end dette. Sorry.

Jeg slutter med lidt specs på hele det der graviditet. Lillesøster er skønnet til 4200g her tre dage over termin. Jeg har taget fem kilo på, hvilket jo så passer meget godt med det, jeg skal aflevere lige om lidt. That’s a first for me! Yay!  Hun ligger højt. Akkurat som hendes søskende har gjort det på dette tidspunkt og hun bruger pladsen til at udligne uretfærdigheden med deres tur i Tivoli i dag. Med andre ord, vi ved endnu ikke, om hun har tænkt sig at vende rigtigt, når hun skal ud og om hun overhovedet gider ud af hoveddøren. Alt er som det plejer for mig: En god lang veloverstået graviditet, der er forløbet godt og en kommende fødsel, som trækker i langdrag og kommer med flere spørgsmål end svar, jo nærmere den kommer. Det eneste sikre er, at der er et barn der, og hun kommer inden for de næste 9 dage.

Og prøv lige at se, hvor lækre børn jeg laver. De er fandme værd at vente på. Så godt at jeg ikke er et af de dyr, der æder mine egne unger, for så havde jeg spist hende her til morgenmad i morges.

faglig kamp

faglig kamp

For nogle år siden sad jeg selv midt i en faglig kamp. Den gang var jeg lærer, og jeg kunne se min faglighed, min professionalisme og min omsorg for de børn, jeg havde ansvar for, smuldre mellem hænderne på mig.

Jeg skrev mig ud af frustrationerne, blandt andet her på bloggen, og mine ord blev læst, hørt og svaret på fra højeste politiske sted. Ordene gav på den måde mening, selv om jeg ikke fik min vilje. Jeg skrev, fordi faglige kampe ikke bare lige sådan er at tage. Især ikke for folk i omsorgsfag. For hvordan fortæller man befolkningen, at den tillid de hver morgen giver os, ved at efterlade deres kæreste eje i vores omsorg, ikke altid bliver levet op til. Hvordan smider man flinkeskoleuddannelsen, empatien og evnen til den diplomatiske og kompromissøgende samtale om i rygsækken og finder versalerne, kompromisløsheden og de ærlige, men nedslående og til tider selvudleverende facts frem på bordet? Altså uden at give afkald på en del af sin egen stolthed ved sit fag. Og uden at komme til at lyde som om man klynker og ynker. For det er jo det sidste man vil. Når man følger sit kald og elsker sit job.

Jeg er tredjegangsfødende. Jeg er lige snart gået to uger over tid. Og jeg er i den kategori, der hedder en erfaren rotte inden for det med at føde børn. I lægejournalerne, í hvert fald.

Men virkeligheden er en anden. Jeg er usikker på det hele. Fordi mine forløb har været så forskellige, og fordi de to første forløb ikke “bare” har været letsmuttede julemandler. Mine børn er åbenbart ikke til at drive ud af hulen, og min krop er ikke bare lige sådan en, der selv går i gang og føder løs. Den driller mig med falske tegn og manglende progression. Og det gør den også her tredje gang. Når man så samtidig møder en ny jordmoder hver gang, man er inde og vende på hospitalet eller i konsultationen, så kan sådan en drillekrop godt sætte flere forskellige ting i spil.

http://detfotografiskehus.dk

https://findenfotograf.dk

https://www.billedmagi.dk

Især når de jordmødre, man møder, ikke rigtig har tid og overskud til at sætte sig ordentlig ind i mig og mine erfaringer som fødende. Så er det i virkeligheden lige meget, om jeg skal føde for første eller for tredje gang. Usikkerheden bliver næsten lige så stor for mig. Alligevel formår de her kvinder et eller andet sted at nå at se mig i øjnene, at give mig det ekstra kig, den ekstra omsorg, den ekstra tid, som de i virkeligheden ikke har. Fordi de kan se, at hvis de ikke gør det, så mister jeg modet og troen på, at det kan lade sig gøre. Det har blandt andet betydet, at en jordmoder blev 6 timer længere på sin vagt for at hjælpe mig med at få Anna til verden vaginalt, i et forløb, der let kunne være endt som Isacs med akut kejsersnit.

Når jeg ser videoen nederst i indlægget her, så kan jeg godt genkende det billede nogle af jordmødrene beskriver. Jeg har overnattet to nætter på fødegangen i Hillerød indenfor de sidste tre uger, og mere skal der ikke til for at kunne verificere en stor del af historierne. Jeg bliver samtidig utryg og nervøs for min egen situation som fødende, for hvad nu hvis en af de nedprioriteringer, som jordmødrene fortæller om, kommer til at gå ud over mig og mit barn denne gang. Jeg har en meget aktuel og personlig indsats på spil i denne faglige kamp, selv om det ikke er mit fag.

Jeg kender en jordmoder personligt fra min egen familie. Og jeg hører hende tale om sit fag og sin store kærlighed til det. Også når jeg ikke selv har høje indsatser på spil. Og jeg kan genkende hendes frustration over manglende ressourcer og politisk forståelse og opbakning. Hun har været en af initiativtagerne bag en Facebookgruppe, som jeg synes, du skal gå ind og støtte op om, ved at give den et like og ved at dele dens indhold i dit netværk. For den her faglige kamp gælder ikke kun sådan nogle som mig, som snart skal føde, den gælder vores allesammens fremtidige børn og fødende mødre, og ikke mindst en hel faggruppe, som lige nu kæmper den vildeste kamp for at få lov til at gøre deres arbejde ordentligt.

De har lavet denne modige video, som jeg endnu ikke har magtet at se helt til ende. Fordi det er for tæt på for mig. Men det er hårrejsende historier om realiteterne på landets svangerafsnit. Jeg synes, det er den helt rigtige måde at føre denne faglige kamp på. Og jeg kan faktisk ærgrer mig lidt over, at vi som lærere i sin tid ikke turde være lige så rå og ærlige for at pointere vores pointe. Det er i min optik modigt, hårdtslående og dødhamrende professionelt udtrykt. Jeg hører ingen klynk eller ynk i denne video. Jeg hører en stærk faggruppe, der banker i bordet og tegner grænserne op for normal anstændighed og medmenneskelighed i et af de vigtigste omsorgsfag. Vi skulle måske vente lidt med de store kampagner og TV-shows om at yngle flere børn, til vi har fået ordentlig styr på og valgt at prioritere måden disse mange nye børn kommer til livet på her i landet. Forhandlingerne om den nye finanslov starter i dag og de øremærkede midler, som sidste år blev afsat til svangerafsnittene på Finansloven, er blevet fjernet af den nye regering. Lad os sammen få fokus på behovet for at få de midler tilbage på Finansloven så hurtigt som muligt.

Siri

Siri

Allerede for to måneder siden var sikre på navnet. Hun skulle hedde Siri, vores lille nye lillesøster. Siri, fordi det havde en smuk betydning: Smuk og sejrrig. Siri fordi Siri Hustvedt ikke er den ringeste navnesøster at have. Siri fordi det passer godt sammen med Isac og Anna.

At det så skulle vise sig, efter hun kom til verden, at lige netop dét navn bare var det helt rigtige til hende. Det vidste vi ikke dengang. Heldigvis. Hun blev et søndagsbarn. Født præcis to uger over tid.

Hun er egentlig kort fortalt bagt efter næsten samme opskrift som sin storesøster. Vi slap for ballonkatederet denne gang, og så er bagetiden lidt længere ved samme temperatur. Siris fødsel blev dog tilført de ekstra komplikationer og udfordringer, at hun lå skævt og højt og ikke rigtig ville ned i bækkenet. Og at hun havde sin navlestreng et par gange rundt om halsen. Og så havde hun grønt fostervand, som hun nåede lige at skide i igen og sluge en god portion af, inden hun kom ud. Det betød blandt andet, at jeg også fik glæden af at prøve at få steriltvandspapler, også kaldet bistik, som nok er noget af det mest smertefulde, jeg nogensinde har oplevet, og at blive rystet en tur godt og grundigt rundt ved hjælp af Rebozoteknikken. På den måde fik jeg virkelig noget for pengene denne gang.

Og så blev afslutningen på en lang og sej fødsel desværre lidt mere dramatisk end vi havde forestillet os, med en noget stresset pige, der havde brugt sine sidste ressourcer på at komme ud i en fart ved hjælp af mine presseveer, som fik hende hele vejen ned gennem bækkenet og ud på 9 minutter. Hun var blå, stille og presset, da hun kom ud, men de dygtige læger og jordmødre fik hurtigt fundet en puls på hende, suget lungerne fri, fyldt hendes sukkerdepoter op og befriet hende fra navlestrengen og endelig fik vi den fortryllende lyd af babygråd fra bordet ved siden af sengen.

Vi tilbragte de første 48 timer på sygehuset, hvor vi blev holdt godt øje med begge to. Allerede dagen efter var vi begge ovenpå igen og har det begge rigtig godt stadigvæk.

https://digital-fotografi.dk

http://denkreativefotograf.dk

https://erhvervsfotograf.net

Vi er begge SÅ imponeret over jordmødrene på Hillerød Hospital. Vi nåede igennem tre hold af vagter og fire jordmødre og ikke én gang følte jeg mig overladt til en ny og uvidende person. De blev ved mig, selv om de havde vildt travlt på fødegangen den aften. Måske fordi jeg havde de komplikationer, som jeg havde, og det fik mig til at føle mig tryg og i gode hænder fra start til slut. Da jeg til sidst var ved at knække og give op af træthed og udmattelse, hjalp de mig igennem med opmuntring og begejstring. Det var tydeligt, at dét at Siri kom ud som hun gjorde og havde det godt, som hun havde, det var en sejr, ikke bare for mig og hende, men også for mine jordmødre, som var tre styk til stede til sidst.

Jeg kan ikke love, at de næste par indlæg bliver tunge af barselssødme, for jeg er pt. indhyldet i den varmeste og kærligste bobbel af nybagthed og nærhed, og den er dælme svær ikke at dele ud af. Hvis det bliver for kvalmt må I slå over på andre kanaler i mellemtiden.

bogforumshygge

bogforumshygge

Jeg elsker Bogforum! Og jeg havde bestemt mig for, at uanset, hvor lang tid, jeg gik over tid med den baby, så skulle vi ind på Bogforum. Havde i forvejen regnet på, at hun mindst ville kunne være halvanden uge gammel, og det er vist en helt ok alder at starte med indoktrineringen af bøgernes uendelige værdi på.

I går var det første dag på Bogforum 2015 og Siri var halvanden uge gammel. Aftalen med mine kolleger fra forlaget var i hus. Mødetiden blev selvfølgelig overskredet med den acceptable time til halvanden som er gældende for alle nybagte forældre. Og lykken ville, at mine fire yndlingsredaktører netop havde sat sig til frokosthygge og babyen netop havde lagt sig til marathonlur og jeg netop var hungrende efter frokost og redaktørsnak og bogforumshygge, da jeg ankom.

https://hygge-bloggendk.blogspot.com

https://blogger-bavl-og-foto.blogspot.com

https://naturen-dk.blogspot.com

https://bloggen-om-livet.blogspot.com

Åh, hvor var det skønt. At være ude blandt ægte mennesker igen. I rigtigt tøj. At mærke den søde duft af tryksværte og papirsstøv i næseborene og at sniffe al faglighed og nørdesnak ud af de fire redaktørdamer, der glædeligt lod sig besniffe og kramme.

Jeg fik ikke rigtigt kigget bøger i år. Det var rigeligt for mig at gå rundt og lytte, snakke, mødes med folk og lade det hele bare suge ind i mig. Se på littkendisser og sidde og amme og nyde min baby midt i al virakken. Og så skadede det da ikke, at Anders Agger kom forbi og blev stående helt stille, mens jeg sad og ammede. Skadede slet ikke.